I dette blogindlæg vil jeg gerne dele mine tanker om at genoverveje islam og muslimer gennem linsen af ​​mine personlige erfaringer og historiske og politiske kontekster.

Muslimer og mig

Der er cirka 1.3 milliarder muslimer i verden. Før jeg begyndte på universitetet i Korea, voksede jeg op i Indonesien – et land med et muslimsk flertal – og blev naturligt eksponeret for islamisk kultur fra en ung alder. Kaldet til bøn fem gange om dagen, faste og fester under Ramadanen, kostrestriktioner og skikken med at betragte venstre hånd som uren var alle en del af min dagligdag, og disse oplevelser blev en integreret del af min opvækst og identitet.
Men efterhånden som nyhedsrapporter om vold og terrorisme i Mellemøsten blev hyppige, størknede negative stereotyper om muslimer verden over. Kløften mellem den hverdag, jeg oplevede, og det billede, som omverdenen fremstillede, fik mig til at se på dette problem i et mere komplekst lys.

Livets og religionens enhed: Kernen i islam

Muslimer jeg møder i dagligdagen bruger ofte udtrykket "InshaAllah" (hvis Gud vil). Dette viser, at deres liv er uadskillelige fra Guds vilje. I islam er religiøs lov og dagligliv dybt forbundet, hvilket gør mange aspekter vanskelige at forstå fra det vestlige perspektiv af den sekulære adskillelse af kirke og stat.
Kernen i den islamiske tro kan bredt opsummeres som de fem søjler og de seks trosartikler. De fem søjler og de seks trosartikler er som følger:
1. Shahada (Trosbekendelse) 2. Salat (Bøn) 3. Zakat (Almisse) 4. Faste under Ramadanen (Sawm) 5. Hajj (Pilgrimsrejse til Mekka) De seks trosartikler er: 1. Gud (Allah), 2. Engle, 3. De hellige skrifter (Koranen og tidligere skrifter), 4. Profeterne, 5. Forudbestemmelse (Qadar), og 6. Dommedag.
Vold er ikke et væsentligt element i dette system. Mens religiøse normer foreskriver at vise barmhjertighed over for de retfærdige og holde syndere ansvarlige, er islam for mange muslimer et trossystem, der er synonymt med selve livet.

Fremkomsten af ​​væbnede grupper og betydningen af ​​jihad

Udtrykket "jihad" refererer oprindeligt til kampen for at underkaste sig den ene Gud og leve et retfærdigt liv. Imidlertid er ordet inden for historiske og politiske sammenhænge blevet forbundet med væbnet kamp, ​​og forskellige væbnede grupper har brugt det som et slogan til at retfærdiggøre deres handlinger.
For at forstå, hvorfor nogle væbnede grupper har haft USA eller Vesten som deres primære mål, må man overveje et komplekst sæt af faktorer. Mange radikale ledere har kritiseret amerikansk politik i Mellemøsten og dets udøvelse af international indflydelse og karakteriseret disse som symboler på imperialistisk dominans og dobbeltmoral. Besættelse, udnyttelse af ressourcer, støtte til pro-vestlige regimer i regionen og USA's holdning til det palæstinensiske spørgsmål har alle tjent som betydelige katalysatorer for vrede og modstand.
Der er også argumentet for, at koloniale strukturer og påtvungne feudale systemer har holdt gamle civilisationer tilbage og efterladt politisk og social ulighed samt økonomiske vanskeligheder. Kombinationen af ​​disse forhold har i visse miljøer forstærket tendenser til religiøs martyrium og ekstremisme, hvilket har bidraget til fremkomsten af ​​voldelige taktikker såsom selvmordsangreb.

Et bredt perspektiv på vold og modstand

Konflikter mellem Vesten og andre kulturelle sfærer er tilbøjelige til gensidig misforståelse og forvrængning. Historisk set har Vesten set den islamiske verden som en trussel eller portrætteret den gennem stereotype billeder, og sådanne perspektiver har til gengæld næret fordomme og propaganda. Omvendt fører det også til en snæver forståelse at fortolke begivenheder udelukkende fra den islamiske verdens perspektiv.
Talrige vers i Koranen retfærdiggør ikke krig, men argumenterer for kamp i en defensiv kontekst og opfordrer til valg af fred, når det er muligt. For eksempel er der klare formaninger om at bevæge sig mod fred, hvis fjenden hælder til det, samt lære mod at iværksætte det første angreb. Derfor defineres krig som en sidste udvej.
Et andet punkt, vi ikke må glemme, er, at bag dem, der tyr til ekstremisme, ligger ikke kun sult, men også mangel på tilhørsforhold, psykologisk og social ustabilitet og fortvivlelse over fremtiden. Stemmerne fra muslimer spredt over hele kloden lyder som larm fra en sandstorm. For at høre lyden fra alle disse sandkorn, skal vi være lidt mere opmærksomme.

Konklusion: Et åbent sind og realistiske alternativer

Vi skal have et åbent sind i vores forståelse af Mellemøsten og den islamiske verden. Det betyder ikke, at vi skal forherlige den vold og det mord, de har begået, men snarere at vi skal antage en holdning, der ser problemet fra et bredere perspektiv og søge at forstå dets komplekse årsager.
To ting er nødvendige for ægte globalisering. For det første skal vi forstå og værdsætte vores egen kultur og værdier korrekt. For det andet skal vi stræbe efter at få en præcis forståelse af de omkringliggende kulturer, som vi interagerer med. Den islamiske verden er en af ​​de vigtigste rødder i den menneskelige civilisation og besidder traditioner opbygget over en lang historie.
Konflikter, udenlandsk intervention og politiske stridigheder har siden det 20. århundrede ændret regionens udseende betydeligt. Som følge heraf er der opstået nogle radikale fraktioner, og der er tydeligvis en tendens til ekstreme former for kamp. Muslimske samfund må selv søge ikkevoldelige reformer og en harmoni mellem traditionelle normer og nye ideer midt i globaliseringens bølge.
Kun ved at reflektere over det oprindelige budskab om forsoning og fred, som islam formidler, og stræbe efter en verden, hvor forskellige ideer og idealer sameksisterer, kan vi virkelig identificere det sande udgangspunkt for den islamiske ånd.