Dette blogindlæg undersøger, hvor godt de traditionelle teorier og behandlinger inden for koreansk medicin kan forklares med moderne videnskabelige standarder, og udforsker både deres begrænsninger og potentiale.
Begreber som 'qi', 'akupunkturpunkter' og 'yin og yangs harmoni' kan virke lidt uvidenskabelige på nuværende tidspunkt, hvor videnskaben har gjort så store fremskridt. Selvom koreansk medicin har en historie, der strækker sig over tusinder af år, bliver dens effektivitet i stigende grad sat spørgsmålstegn ved i den moderne æra, og dens betydning som medicinsk disciplin er ved at falme. Dette skyldes, at moderne medicin er bygget på en grundigt videnskabelig tankegang og akkumuleret anatomisk viden, mens koreansk medicin har udviklet sig baseret på ikke-videnskabelige teorier som 'qi' og 'Yin-Yang og Fem Elementer-teorien'. Af denne grund er Japans traditionelle medicin allerede blevet absorberet og integreret i moderne medicin, hvilket har indsnævret den koreanske medicins status betydeligt.
Det koreanske lægesamfund, der har mistet offentlighedens tillid, har for nylig lagt vægt på EBM (evidensbaseret medicin) for at overvinde dette. Evidensbaseret medicin er en metode, der systematiserer medicinske beslutninger baseret på videnskabelig evidens opnået gennem veldesignet forskning, verificerer pålideligheden af diagnostiske metoder og effektiviteten af behandlinger gennem troværdige kliniske forsøg. Traditionel koreansk medicin anvender også denne tilgang til at belyse mekanismerne bag dens behandlinger og bevise, at det er en videnskabelig disciplin. Kan traditionel koreansk medicin dog virkelig betragtes som videnskabelig blot ved at forklare mekanismerne bag dens behandlinger? I betragtning af at koreansk medicin fundamentalt er baseret på teorier som 'qi' eller 'Yin-Yang og de fem elementer', kan den ikke definitivt betragtes som videnskabelig udelukkende gennem bevis, der udelukker disse teorier.
Denne artikel vil undersøge, om forsøg på at bevise koreansk medicins videnskabelighed er meningsfulde, og om sådanne bestræbelser kan forbedre dens konkurrenceevne.
Før vi dykker ned i hoveddiskussionen, lad os præcisere begrebet 'videnskabelig', som fungerer som et nøglebegreb i denne artikel. 'Videnskab' refererer i snæver forstand til naturvidenskaberne; i bredere forstand betegner det undersøgelses- og logisk videnssystem, der sigter mod rationel forståelse af fænomener i naturen og menneskelivet. Den 'videnskab', der diskuteres her, er tættere på den disciplin, der udforsker materiens struktur, egenskaber og love. Den EBM, som koreansk medicin søger at anvende, refererer til den videnskabelige tilgang, der sigter mod at belyse de materielle mekanismer i terapeutiske metoder. Med dette i tankerne vil vi diskutere, om koreansk medicin bør være videnskabelig - det vil sige, om den bør være en disciplin, der analyserer materiens struktur og anvender denne viden i behandling.
Lad os først undersøge de beviser, der er fremlagt af dem, der går ind for den videnskabelige natur af koreansk medicin. Et repræsentativt eksempel, der demonstrerer den videnskabelige natur af koreansk medicin, er forskning, der belyser akupunkturs smertestillende mekanisme. For flere år siden offentliggjorde Nature Neuroscience, et førende tidsskrift inden for neurovidenskab, en artikel, der beviste, at akupunkturs smertestillende effekt ikke blot er en placeboeffekt, men et videnskabeligt forklarligt fænomen. Ifølge artiklen produceres signalmolekylet adenosin omkring celler, der stimuleres af akupunkturnåle. Dette adenosin binder sig til smertereceptorer, undertrykker kroniske smerter og lindrer derved ubehag. Baseret på disse resultater argumenterer koreanske lægepraktikere for, at mekanismerne i koreansk medicin er delvist belyst, og at det kun er et spørgsmål om tid at bevise dens videnskabelige gyldighed. Dette demonstrerer dog blot det videnskabelige grundlag for selve behandlingsmetoden, ikke den videnskabelige gyldighed af koreansk medicins grundlæggende principper eller teorier. For at bevise, at koreansk medicin er videnskabelig, er metoder til at bekræfte eksistensen af dens kerneprincipper, såsom 'qi' eller 'akupunkter', nødvendige.
Nogle studier anerkender akupunkturs effektivitet, mens de sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af 'akupunkturpunkter'. Ifølge forskning foretaget af professor Klaus Lindes team fra Tyskland, offentliggjort i Journal of the American Medical Association (JAMA), fandt en undersøgelse af, hvor meget akupunktur lindrer smerter hos migrænepatienter, ingen forskel i effekten mellem nåle placeret på de korrekte akupunkturpunkter og dem placeret på tilfældige steder. Dette tyder på, at akupunkturens smertestillende effekt ikke afhænger af placeringen af akupunkturpunkter, men stammer fra selve indsættelsen af nålene. I sidste ende kan den videnskabelige gyldighed af dens behandlinger ikke bevises klart uden videnskabelig dokumentation for de grundlæggende principper i koreansk medicin.
Så kan teorier som 'qi' eller 'Yin-Yang og de fem elementer' bevises at være videnskabelige? Nogle mennesker fremfører følgende modargument: "Hvorfor accepteres Einsteins relativitetsteori eller kvantemekanik, som er usynlige, som videnskab, mens 'qi' og 'akupunkter' fra koreansk medicin afvises som uvidenskabelige? Koreansk medicin har akkumuleret patientdata gennem tusinder af års klinisk erfaring, hvilket giver videnskabelig evidens." Når man først støder på teorier som relativitetsteori eller kvantemekanik, kan de virke revolutionerende og endda absurde, ligesom traditionel koreansk medicins teorier. Banebrydende videnskabelige teorier accepteres dog kun som etablerede principper gennem eksperimentel evidens og strenge forudsigelser. For eksempel matchede den teoretiske forudsigelse af elektronens magnetiske momentværdi i kvanteelektrodynamik den eksperimentelle måling med næsten ubetydelig fejl. Når en banebrydende teori etableres i videnskaben, skal den derfor understøttes af tilsvarende empiriske evidenser. De empiriske data fra koreansk medicin er imidlertid utilstrækkelige til fuldt ud at understøtte den banebrydende karakter af dens teorier.
Derfor mener jeg, at der er aspekter, der gør det vanskeligt for koreansk medicin at blive anerkendt som en videnskabelig disciplin. Dette betyder dog ikke, at jeg argumenterer for, at koreansk medicin ubetinget bør forsvinde. Koreansk medicin har betydning, idet den har potentiale til at behandle sygdomme, der er vanskelige for moderne medicin at behandle, eller til at bidrage til at forbedre konstitutionelle typer. Med andre ord bør betydningen af koreansk medicin ikke findes i dens videnskabelige aspekter, men i dens unikke tilgang. Hvis traditionel koreansk medicin kan belyse mekanismerne bag sine behandlinger og demonstrere deres effektivitet, er der stor sandsynlighed for, at de vil blive adopteret og anvendt af moderne medicin. På det tidspunkt ville disse behandlinger dog ikke længere være en del af traditionel koreansk medicin, men blive en del af moderne medicin.
For at traditionel koreansk medicin kan overleve, bør de strenge standarder for moderne naturvidenskab derfor ikke anvendes direkte på den. Den berømte kinesiske forsker i traditionel medicin, Zhang Jixing, udtalte engang: "Vi må erkende, at traditionel koreansk medicin ikke er videnskab i snæver forstand, og acceptere, at den adskiller sig fra den videnskab, der er underforstået af moderne naturvidenskab." Denne anerkendelse accepterer, at traditionel koreansk medicin er en disciplin, der er vanskelig at beskrive matematisk eller verificere i et laboratorium. Dette skyldes, at traditionel koreansk medicin har anvendt en spekulativ model, der intuitivt forstår essensen af mennesker og liv, og behandler gennem erfaring snarere end at fokusere på materielle strukturer. Med andre ord har den forstået og tilgået mennesker og liv fra et andet perspektiv end naturvidenskaben, som søger at identificere fysiske enheder.
Moderne medicins afhængighed af den videnskabelige metode som et mål for tillid er ikke en særlig gammel praksis. Desuden har moderne videnskab også begrænsninger i sin påstand om at forstå alt. I betragtning af dette, er det virkelig rationelt at stole blindt på videnskaben som absolut sandhed og udelukkende stole på moderne medicin? Er det berettiget at føle sig besejret af sygdomme, der klassificeres som uhelbredelige af moderne medicin? Jeg mener, at det er netop her, koreansk medicin kan spille en rolle. At stræbe efter at redde liv gennem en tilgang, der adskiller sig fra moderne medicin - det er den væsentligste betydning og potentielle konkurrencefordel ved koreansk medicin.
Det er sandt, at det fortsat er vanskeligt at have fuld tillid til koreansk medicin. Men at forsøge at løse dette ved at inkorporere moderne naturvidenskab og hævde, at koreansk medicin er videnskabelig, er en handling, der ignorerer selve dens essens. I stedet for at overholde den ydre standard om at være 'videnskabelig', ville det være at foretrække, at koreansk medicin udviklede sig fra sin egen unikke akademiske position, samtidig med at den bevarede sine oprindelige karakteristika.
