Dette blogindlæg undersøger, hvordan moderne historieskrivning har reproduceret vestlig centricisme gennem begreberne lineær fremgang og en historistisk tidsopfattelse, samtidig med at muligheden for en ny historisk bevidsthed, hvor forskellige civilisationer og heterogene temporaliteter sameksisterer.
Imperialisme plyndrede ikke blot koloniernes territorier, men også deres kulturer og sind gennem vestligt centrerede ideologier. Disse ideologier blev formidlet i form af 'videnskabelig' viden under den koloniale dominansproces, og historieskrivningen var ingen undtagelse. Den såkaldte moderne historieskrivning fungerede som et redskab til at legitimere kolonistyret ved at formidle diskurser produceret baseret på vestlig historisk erfaring gennem moderne uddannelsesinstitutioner i kolonierne. Følgelig blev ikke blot konstruktionen af kolonihistorien, men selve den måde, historien blev opfattet på, domineret af vestligt centreret tankegang.
Men i takt med at kritikken af imperialismens mentale ar dukkede op, spredtes erkendelsen af, at vestlig historie ikke er verdenshistoriens 'centrum', men blot en del af helheden. Ikke-vestlige civilisationer fremhæves som havende lige så stor værdi som den vestlige civilisation, og det faktum, at forskellige elementer af den vestlige civilisation selv blev overført fra ikke-vestlige regioner, bliver for nylig fremhævet. Ikke desto mindre er det vanskeligt at sige, at vestligt centreret tænkning alene er blevet overvundet af dette skift i opfattelse. Derfor er der, sideløbende med refleksion over diskursen om civilisationen som helhed, behov for en grundlæggende genovervejelse af den historiske tankegang centreret omkring begreberne 'modernitet' og 'fremskridt', der ledsager denne diskurs.
Kernen i moderne historieskrivning ligger en historistisk tankegang. Det centrale begreb i historismen er 'fremskridt' og erkendelsen af, at fremskridtsprocessen kræver en vis tid. Det vil sige, at historien skrider frem med tiden. Ifølge dette historistiske perspektiv forstås tid som 'homogen og tom tid', der venter på at blive fyldt med historisk fremskridt. Moderne historieskrivning, der bygger på dette tidsbegreb, omstrukturerede forskellige historiske fænomener fra forskellige regioner til en teknik, der er i stand til at placere dem på en homogen tidsakse gennem strategien om at 'temporalisere rummet'. Den forbandt derefter tiden 'før' (præmoderne) og tiden 'nu' (moderne) gennem begrebet 'fremskridt' og placerede henholdsvis ikke-vestlig historie og vestlig historie langs denne tidsakse. I sidste ende var den imperialistiske 'civiliserende mission' - forestillingen om, at vestlige samfund skal transformere ikke-vestlige samfund til civiliserede stater - baseret på en historistisk tankegang. Denne antog, at både vestlige og ikke-vestlige samfund følger den samme lineære historiske fremskridt langs en ensrettet tidslinje.
Denne hierarkiske struktur i historisk tid reproducerede en 'ujævn udvikling' ikke kun mellem vestlige og ikke-vestlige samfund, men også inden for individuelle nationer og samfund, blandt grupper, der lever i det fysisk identiske 'nutid'. For eksempel blev grupper som koloniale bønder under den imperialistiske æra defineret som værende bagud i forhold til moderne udvikling, betragtet som præmoderne enheder og følgelig marginaliseret og ekskluderet - på trods af at de eksisterede inden for det samme samfund. Samtidig blev de konstant tvunget til at blive inkorporeret i moderne tid. Denne mekanisme er fortsat dybt forbundet med strukturen af ujævn udvikling, som fortsat diskuteres på tværs af institutioner, politikker, uddannelse og videnssystemer i dag. Således er arven fra historicismen fortsat en udfordring, der stadig skal overvindes.
Så hvordan kan vi overvinde vestligt centreret moderne historieskrivning? Blot at understrege, at ikke-vestlige rum også besidder unikke kulturer, eller at antyde, at de kan følge identiske socioøkonomiske fremskridtsbaner som Vesten, udgør ikke en fundamental løsning. Frem for alt er det afgørende at erkende, at forskellige, heterogene og 'irreducerbare' historiske tider sameksisterer 'nu og sammen'. Her refererer de historier, der eksisterer 'nu og sammen', til dem, der ikke blot kan inkorporeres i moderne fortællinger og magtrelationer - historier, der besidder en heterogen temporalitet, der ikke kan indordnes i det moderne temporale system. Derfor er det nødvendigt aktivt at anerkende og omfavne den heterogenitet, der er i stand til at bryde de moderne påstande om universalitet og homogenitet. Denne tilgang bevæger sig ud over fortællingen om lineær fremgang og afslører, at forskellige civilisationer, regioner og grupper besidder forskellige temporaliteter og unikke historiske oplevelser, hvilket muliggør en rigere og mere flerlags forståelse af selve historien.
I sidste ende vil en genundersøgelse af de grundlæggende præmisser for moderne historieskrivning og anerkendelsen af verdenshistoriens pluralistiske struktur – hvor heterogene tider sameksisterer, støder sammen og krydser hinanden – være udgangspunktet for at overskride eurocentrismen. Kun gennem dette skift i opfattelse kan historisk forskning bevæge sig ud over de hierarkier og udelukkelsesrammer, som moderniteten har efterladt, og bevæge sig mod et mere inkluderende og realistisk tankesystem.
